Kirkernes historie

B. S. Ingemann og Torkilstrup kirke

 

Torkilstrup kirkegård

Ikke bare udsigten, men også de mange spændende gravminder taler for en spadseretur på Torkilstrup kirkegård.

Torkilstrup kirke

På landsbyens vestside, tæt ved stubmøllen, ligger Torkilstrup kirke og præstegård. Her fødtes B.S.Ingemann, og her blev N. F. S. Grundtvigs bror Otto præst efter Ingemanns far. Kirken er indviet til Sankt Nikolaj, og hvor den under kronen var kalkden falsterske røde, har den de seneste 250 år været hvidkalket.

Den første stenkirke på stedet blev opført af kløvede kampesten med hjørner af kvadresten i sidste halvdel af 1100-tallet. Oprindelig fungerede den også som sømærke og var to stokværk højere, end den fremstår i dag, og koret var knapt halv længde af det nuværende, hvilket man, når man går en tur rundt om kirken, bl.a. kan se af detaljerne på gesimsen på korets langsider. Skibet havde to fag med fladt bræddeloft – man kan i loftsbjælkerne se spor af søm fra loftet. I korets nordmur er bevaret et romansk vindue med træramme og blysprosser, og i skibets nordmur ses spor efter romanske vinduer.

Med udbygningen af koret og opførelsen af tårnet fik kirken sit karakteristiske langstrakte udseende, som i folkemunde gav den navnet Lange Maren (Maren = Jomfru Maria). Kor-forlængelsen er munkestensmure på kampestenssokkel, og dateringen af den er meget usikker på grund af en vis stilforvirring. Den sikre datering er, at den i hvert fald var forlænget omkring 1550, men bl.a. det rundbuede korvindue ville kunne dateres til omkring 1300, mens præstedøren i sydsiden daterer den til sengotikken – med andre ord: her er tale om en senere tids forsøg på at kopiere smukke detaljer (som vinduet) i en senere tid. I forbindelse med denne ombygning kan man også have lavet de nuværende krydshvælv i skibet, hvor der nærmest alteret ikke er et almindeligt krydshvælv, men er ottedelt.

På denne tid er også tårnet og våbenhuset bygget. Tårntrappen fortsætter ind i himlen! Eller rettere: man kan se, at også tårnet oprindelig må have været højere, for trappen fortsætter op i muren i øverste stokværk. Meget er ændret på våbenhuset i tidens løb.

Døbefonten er den oprindelige granitfont, i romansk stil med tovsnoning langs randen og en bredere snoning på skaftet. Den oprindelige fod er borthugget. Dåbsfadet er af sydtysk type fra omkring 1575, og billedet i bunden er (som i mange af landets fonte) Mariae bebudelse i en krans af roser. Iflg. kirkens regnskab er det anskaffet til kirken i 1650'erne, mens dåbskanden af tin er fra o. 1850.

Prædikestolen fra 1640 i bruskbarok er fra Jørgen Ringnis' værksted i Nakskov, og har været langt mere udsmykket med engle og vrængmasker, end den fremstår i dag. På væggen ved prædikestolen er et timeglas med indskriften ”1734 d. 12 apr.” . Landets præster havde nemlig ordre på kun at vende timeglasset én gang, efter at de var gået på prædikestolen – man skulle nødig risikere, at prædikenerne blev alt for lange.

Alterbordet er af hvidtede munkesten og formentlig opført ved korforlængelsen før 1550. Altertavlen er af Jørgen Ringnis' værksted, opsat 1649-50,

I mange år havde Lucie Ingemanns altermaleri hæderspladsen i altertavlen – det var en gave til B. S. Ingemanns barndomskirke (hvor hans far havde været præst) – men ved restaureringen 2009 valgte menighedsråd og præst i samråd med Nationalmuseet at genophænge det oprindelige 1600-talsmaleri i midterfeltet.

I kirkens skib på nordvæggen hænger et stort maleri, der også i 2009 er blevet restaureret. Maleriet forestiller Kristi bespottelse før korsfæstelsen, og kompositionen er tydeligt inspireret af en radering af Rembrandt. I maleriets hjørner er de fire evangelistsymboler, over midterfeltet desuden tre små felter med Kristuslammet omgivet af de to, som svigtede ham: den angrende Peter og Judas med strikken om halsen. Under midterfeltet ses en rimet inskription, en gåde * Læg mærke til, at Jesus' blod i hovedmotivet danner hjerteformede dråber.

Lucie Marie Ingemanns billede, udført i 1840 og skænket til kirken i 1842, hænger nu på nordvæggen ved orglet. Det forestiller Jesus med børn i guldramme: "Lader de små børn komme til mig", signeret af Lucie Marie Ingemann.

Kalken er graveret 1658 med årstal og navnet ”Ihesus” - den er*

Lysestager

Kalkmalerier

Korbuekrucifiks

Under svenskekrigene blev kirkens helgenfigur stjålet (1648), og selv om den fortrinsvis har været i svensk privateje, er den på et tidspunkt (1925) registreret i Sammlung Curray i Schweiz. Det lykkedes i 2006 med hjælp fra A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond at skaffe den 140 cm høje figur tilbage til Torkilstrup Kirke .

Epitafier

I et tøndehvælvet rum under den ældste del af koret har der været seks kister, hvoraf den mindste, en barnekiste, på grund af tidens tand nu er nedsat på kirkegården. Den nyeste gravsættelse er af Søren Ingemann, sognepræst for Torkilstrup og Lillebrænde, født 22. april 1735, død 31. december 1799. Vi kender ham bedst som B. S. Ingemanns far, men han var en samvittighedsfuld og vellidt præst i sin egen ret, først *, siden fra * i Torkilstrup og Lillebrænde. Andre begravelser er af Margarete Catharine Winterberg (navnet usikkert) død 1727, Charlotta Amalia Schovstrup 1690-1733, Johan August Stævens Pontoppidan født og død 1735, samt Johanne Marie Harbow 1726-96. Charlotta Amalia Schovstrup blev fra 1701 opdraget ved dronning Charlotta Amalias hof, og blev i 1709 sat til at opvarte en af de kongelige damer, frøken Rothstein; efter dronningens død var hun i syv år kammerjomfru hos generalinde Scholten, indtil hun i 1730 blev gift med latinskolelærer i Nykøbing Niels Holm (ingen børn).

Præstesøn B. S. Ingemann blev født i Torkilstrup præstegård den 28.5.1789.            Bernhard Severin Ingemann  var dansk salmedigter og forfatter af historiske romaner. Ingemann var gift med maleren Lucie Mandix.                                                                Vi kender ham bl.a. for salmerne: Nu titte til hinanden, I Østen stiger solen op, Julen har bragt velsignet bud, Dejlig er jorden og I sne står urt og busk i skjul.                            

1806-17 læste han jura ved universitetet uden at tage embedseksamen.

Sin friplads på Valkendorfs Kollegium 1811-16 brugte han til digterisk virksomhed. En kongeligt finansieret dannelsesrejse 1818-19 gik til Den Hellige Alliances Europa (Paris, Rom, Napoli, Wien og Dresden).

Bernhard Severin Ingemann blev 1822 lektor i dansk ved det genoprettede Sorø Akademi og fungerede her til nedlæggelsen i 1849, fra 1842 også som forstander. Den politiske debat om skandinavisme, liberalisme og demokrati interesserede ham ikke, men under Treårskrigen fik hans historiske digtning ny aktualitet, og ved sin 70-års-dag fejredes han som Danmarks nationaldigter.

Forfatterskabet fylder 41 bind i Samlede Skrifter (1843-65). Han debuterede 1811 med lyrik og blev københavnsk modeskjald i kraft af et altid letrindende, umiddelbart forståeligt og ofte kønt sprog. Af seks skuespil (1815-16) havde et par fremgang på scenen; tungere skred det allegoriske ottave-epos De sorte Riddere (1814).

I den versificerede brevroman Varners poetiske Vandringer (fra digtsamlingen Procne, 1813) lever hovedpersonen lykkeligt i et seksuelt ufuldbyrdet ægteskab. Da hustruen ligger døende af en smitsom sygdom, drikker han døden af hendes læber i forvisning om at skulle opleve den sande, åndelige forening med hende i evigheden.

Bernhard Severin Ingemann står her for tiårets højdepunkt af platonisme. Den overjordiske idealisme udfoldes dog i værkerne på en dyster baggrund af krise og dæmoni: blodskam, tortur, sindssyge, nervefeber, forældredrab, gengangeri, gudsfornægtelse, dødslængsel. En forløsning fra disse temaer søgte han i from og uskyldig tro: De vises sten skal knuses, ikke tydes (eventyrdramaet Reinald Underbarnet, 1816).

Eventyr og Fortællinger (1820) indfører tysk romantiks fantastik i Danmark. I "Sphinxen" ligger pointen i vekselvirkningen mellem jeg-fortællerens oplevelser i en kaotisk virkelighed og hans ordnende nedskrivning af dem, undertiden i omvendt tidsfølge, så læseren ikke kan skelne mellem realitet og ønskedrøm, sundhed og galskab.

Bernhard Severin Ingemann fandt den art sjæletilstande sygelige, men alligevel naturlige og poetiske. Han fortsatte også siden i genren, bl.a. med "Varulven" (1835), men lagde nu helst det gåde- og underfulde ind i individets psyke, så en fornuftig udlægning altid bliver mulig.

 

B.S. Ingemann. Carl Thomsens illustration til Ingemanns salme 'Børnenes julesang' fra Folkedans-viser og blandede digte (1842).© Carl Thomsen                                                          B.S. Ingemann. Carl Thomsens illustration til Ingemanns salme 'Børnenes julesang' fra Folkedans-viser og blandede digte (1842).

I Sorø vendte Ingemann sig til den ydre verden i en digterisk genskabelse af dansk middelalder med romanerne Valdemar Seier (1826), Erik Menveds Barndom (1828), Kong Erik og de Fredløse (1833) og Prinds Otto af Danmark (1834), omrammet af to episke digte, Waldemar den Store (1824) og Dronning Margrete (1836).

Her udførte han en dansk historisk digtning for den brede læserskare, med letgenkendelige typer, spændende, stedvis uhyggelige intriger, i en ligefrem stil med tydeligt malede landskaber og raske replikker.

Ingemann var inspireret af Walter Scotts karaktertegning og kolorit, men gjorde modsat Scott de historiske hovedpersoner til sine egne for bedre at kunne fremhæve den totalidé, at fædrelandets frelse alene udspringer af troen på en Gud, en Drot, et Folk.

Skønt kritikere kunne opregne mange historiske bommerter, bekræfter disse moderne krøniker historiens genklang i folkets sind og kalder til ny dåd. Samme sigte har digtkredsen Holger Danske (1837), hvor Ingemann i rappe romancer, djærve sange og sart musikalsk lyrik gør sagnhelten til bærer af den kristnede danske folkeånd.

Et nyt poetisk højdepunkt kom i Morgensange for Børn (1837) og Syv Aftensange (1838), sat i musik af Weyse. De forener en romantisk naturanskuelse med en biedermeier-tryghed: Hele Universet er menneskebarnets gudskabte hjem, hvor Gud Fader ånder trøst på det grædende øje.

Perspektivet rækker fra det mindste, sneglen med hus på ryg, til det største, solenglens stråleglans. Morgensange og Aftensange er optaget i Kulturkanon. Også andre små tekster formidler samme stilfærdige og dog majestætiske storhed ("Den store Mester kommer", "Deilig er Jorden").

Ingemanns ideal er en rent lyrisk salme, hvor intet fortælles, og hvor det historiske under forudsættes, så følelsen frit kan flyve mod himlen. Han er sjælens og de inderlige kristelige stemningers digter ("Julen har bragt", "Glade Jul", "Lyksalig, lyksalig").

Dogmerne inspirerede ham derimod sjældent. Han benægtede kødets opstandelse og dåbens nødvendighed. I 1854 fik han dog med godt udfald betroet slutrevideringen af Roskilde Konvents Psalmebog (1855).

 

B.S. Ingemann. Frederik 6. på lit de parade; udateret akvarel af P. Klæstrup. Til billedet er knyttet et digt af B.S. Ingemann: På sin ligseng ligger kong Frederik hvid/ Fra vuggen var hans puder hårde,/ Dansken ham glemmer ret
 ingen tid;/ Velsignet hans navn skal vorde;/ Ak! for kongen ringe Danmarks klokker.// Sjette Frederik havde os alle kær/ Ham skinned kærlighed af øje./ Fattigmand trådte hans trone nær -/ Gud glæde hans sjæl i det
 høje!/ - For Vor Fader ringe Danmarks klokker.© H.M. Dronningens Håndbibliotek

B.S. Ingemann. Frederik 6. på lit de parade; udateret akvarel af P. Klæstrup. Til billedet er knyttet et digt af B.S. Ingemann: På sin ligseng ligger kong Frederik hvid/ Fra vuggen var hans puder hårde,/ Dansken ham glemmer ret ingen tid;/ Velsignet hans navn skal vorde;/ Ak! for kongen ringe Danmarks klokker.// Sjette Frederik havde os alle kær/ Ham skinned kærlighed af øje./ Fattigmand trådte hans trone nær -/ Gud glæde hans sjæl i det høje!/ - For Vor Fader ringe Danmarks klokker. Læs mere

Ingemann ytrede sig kun sporadisk i den litterære kritik. Hans Tilbageblik paa mit Liv og min Forfattervirksomhed fra 1811-1837 (trykt 1863) og den værdifulde brevveksling med N.F.S. Grundtvig 1822-59 (trykt 1882) viser ham ellers som en skarp iagttager af samtidslitteraturen og en intelligent ræsonnør.

Sine egne tidligste år erindrede han i friske scener, skrevet i objektiv 3. person, i en ufuldført Levnetsbog (trykt posthumt 1862), der lader barndommens lille verden betinge og afspejle voksenlivets store.

I dansk digtekunst står Bernhard Severin Ingemann for den æterisk-indadvendte romantiske linje fra tyskerne Novalis og Ludwig Tieck. Han evner at føle sandt barnligt og at formidle sin varme følelse i et ukunstlet, magisk lysende sprog. Under hverdagens idyl ligger alvoren: den religiøse myte. Hans sidste digt skildrer dødsøjeblikket i et billede af en juleaften, hvor døren omsider åbnes til det tændte træ fra Paradisets Have.

* 24.2.1862

 Artikel om kirkens historie klik her

Fakta om kirken fra:

Wikipedia

Lolland Falster stift

 

 

Lillebrænde kirke

Kor og skib er opført i senromansk tid af teglsten over afrundet sokkel. Koret har gesims af et savskifte, som på skibet ledsages af et tandsnit. Gavlene har fod og toptinder, østgavlen er prydet med tre savskifter under et blændingskors. Vestgavlen deles af fire ligebenede trekanter udformet af savskifter. Begge døre er rundbuede og falsede i murfremspring, norddøre er tilmuret, syddøren stadig i brug. Korets østvindue har rundbuet overligger skåret i kridtsten. Våbenhuset er fra sengotisk tid.

Kor og skib har flade lofter. Den rundbuede korbue er bevaret. I 1940 afdækkedes kalkmalerier på korets østvæg og i østvinduets smige. Kalkmalerierne på væggen var i så dårlig stand, at de ikke kunne bevares. I vinduets smige ses Flugten til Ægypten og Fremstillingen, kalkmalerierne dateres til o.1350. Den mørke baggrund peger bagud mod de romanske kalkmalerier, de lette blade peger frem mod 1400-tallet. Muligvis er figurbillederne yngre. I Flugten til Ægypten ses Josef med spids jødehat, vandringsstav, ransel og vandflaske (eller lygte). I Fremstillingen står den gamle Simeon med hat og strækker armene frem mod barnet.

I 1944 blev den gamle altertavle af Lucie Ingemann fjernet fra alterpartiet og blev ophængt på skibets sydvæg. Prædikestolen er fra slutningen af 1500-tallet. Over korbuen ses et korbuekrucifiks fra o.1450. I kirken ses desuden en bispefigur fra 1400-tallet, som formodentlig stammer fra den tidligste altertavle. Døbefonten af kunstsandsten er fra 1875.

Artikel om kirkens historie klik her

fakta om kirken fra:

Wikipedia

Lolland Falster stift

Gundslev kirke

Den oprindelige kirke bestod af det nuværende skib og kor. Den er opført i røde munkesten men nu pudset og malet rød. I korets østvæg ses tredobbelt vindue som nu er tilmuret. Det omvendte kors på korets østgavl symboliserer Sankt Peter, som blev korsfæstet med hovedet nedad. Koret har oprindelig præstedør mod syd (nu tilmuret). Den oprindelige sydportal er tilmuret men frilagt. Sydportalen er delvist ødelagt, men man kan se de korte halvsøjler på skråkantsokkel og med kloformede kapitæler. Kirken fik tårn og våbenhus i 1400-tallet.

Døbefont
Korets krydshvælv er indsat i 1400-tallet. I skibet er det oprindelige flade loft bevaret. På triumfvæggen samt nord og sydvæg ses kalkmalerier. I 1803 noteres, at muren over korbuen har været malet men malingen er blevet ødelagt af fugt, derfor er den blevet skrabet ned hvorved man formodentlig har ødelagt en Majestas over korbuen.

I 1906 fandt man kalkmalerierne på triumfvæggen, de blev restaureret i 1910 af Rothe og genrestaureret af E.Lind i 1932. I 1910 stod et kakkelovnsrør i triumfvæggens nordhjørne, ved restaurering i 1975 (M.Larsen) fandt man i dette hjørne resten af den nederste frise på triumfvæggen og Paradisscenen på nordvæggen. Kalkmalerierne er senest blevet restaureret i 1980 (K.Simonsen). På et fotografi fra 1910 kan man ses Mikael Sjælevejer og døde, som står op af gravene nærmest korbuen, disse er nu overkalkede, kun hovedet af Mikael står fremme.

Kirken har romansk døbefont af granit, den er hugget af én sten og har tovstav ved kummens rand samt indsnævring på midten med tovsnoning.


Artikel om kirkens historie klik her for at læse 

Fakta om kirken fra:

wikipedia.  

Lolland Falster Stift

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.04 | 21:28

Man må følge med i det lokale og kirken er et godt sted. Dejlig præst, gode salmer og klog tale!

...
07.10 | 16:16

Du har swaaaag

...
12.07 | 20:13

Dejlig musik

...
10.11 | 20:28

Det var en dejlig fredfyldt Taizé-gudstjeneste, der skete i Gundslev Kirke søndag eftermiddag d.10/11-´13. Slutsangen findes med ´Lampeduza´(på Spotify). ´v`

...
Du kan lide denne side